Henrik Ibsens skrifter

Af aviserne ser jeg at skuespildirektør Foght den 22. dennes for 1ste gang har spillet «Samfundets støtter» i Drammen, og slutter deraf at De i overensstemmelse med mit brev af 10. Maj af ham har modtaget ​de 400 kroner, af hvis forskudsvise indbetaling opførelsesretten var gjort afhængig. Da jeg imidlertid fra ​tidligere affærer med herr Foght har gjort meget ubehagelige erfaringer angående denne person, så kunde jeg nok tænke mig som en, rigtignok meget fjern mulighed, at han havde dristet sig til at opføre stykket uden at honoraret var ​erlagt. Skulde dette være tilfældet, så anmoder jeg Dem om godhedsfuldt at henvende Dem til advokat Emil Stang med bøn om at han vil varetage mine interesser, såvel ved at lade inddrive det betingede honorar, som ved gennem politiet at forhindre herr Foght fra nogetsteds at spille stykket, så længe han ikke har opfyldt sine forpligtelser. Jeg gør derhos opmærksom på at stykket naturligvis ikke under nogensomhelst omstændighed må spilles i Kristiania, hvilken by udtrykkelig var undtagen i den af mig ​betingelsesvis givne tilladelse. Herr ​Foght har telegraferet til mig om tilladelse til at opføre stykket dersteds imod et extrahonorar; men en sådan tilladelse giver jeg ham ikke; skulde han ikke desto mindre forsøge derpå, så må det forhindres ved at nedlægge forbud hos politiet, eller på den måde overhovedet, som advokat Stang måtte finde tjenligst. Rimeligvis er dog sagen i orden; men, som sagt, manden har givet mig al grund til mistro. ​Det honorar, han forskudsvis skulde have betalt mig for «Hærmændene på Helgeland», har jeg måttet lade inddrive gennem advokat Bugge i Trondhjem. Denne har nu sendt mig beløbet; men af ​hans brev kan jeg ikke se om herr Foght også har betalt de dermed forbundne omkostninger; er dette ikke tilfældet så må jeg selv betale dem. Jeg har derom ​tilskrevet herr Bugge, og benytter denne anledning til at bede Dem honorere hans regning, såfremt han sender Dem en sådan. Alt dette er meget brydsomme og ubehagelige affærer; men ​begrebet om den literære ejendomsret synes endnu ikke at være rodfæstet hjemme, og det er derfor nødvendigt at vise den yderste strænghed.

I håb om snart at høre fra Dem og da at erfare at min frygt har været ugrundet, tegner jeg mig